Historie

Vejlaugets stiftende generalforsamling fandt sted i 1921 og
består i dag af 47 ejere.

I bogen Veje og Gader på Frederiksberg fra 1973 kan man læse følgende :

Frederiksvej fra Søndre Fasanvej 22 til Jyllandsvej 29. Anlagt 1882 – 1883.
Navnet vedtaget den 16. august 1883. Privat vej. Strækningen fra Mathildevej
til Jyllandsvej legegade fra januar 1957. Frederik, det har ikke kunne
konstateres, hvem vejen er opkaldt efter. Vejen blev anlagt af Grosserer
Philipsen der også foreslog navnet.

Mathildevej fra Søndre Fasanvej 18 til Frederiksvej 20. Anlagt 1883.
Navnet fra samme år. Privat vej. Navnets oprindelse har ikke kunne
konstateres. Anlagt og navngivet af Grosserer Philipsen.

I bogen “Gennem veje og alléer på Frederiksberg”
kan man om Frederiksvej og Mathildevej læse :

Frederiksvej

Navnet godkendt 16. august 1883.
Anlagt ca. 1883 af Grosserer E.L. Philipsen.
Privat vej. Sandsynligvis opkaldt efter Frederik 6.

Mathildevej

Navnet godkendt 16. august 1883.
Anlagt ca. 1883 af Grosserer E.L. Philipsen.
Privat vej. Sandsynligvis opkaldt efter Dronning
Caroline Mathilde (1751-75). Gift 1766 med
Christian 7. og mor til Frederik 6.

Uddrag fra erindringsbøger ;

Frederiksvej er omtalt i 2 forfatteres erindringsbøger, i professor i idéhistorie Johannes Sløks (1916-2001) erindringer fra 1986 ’Mig og Godot – erindringsforskydninger’ og i skuespiller Holger Juul Hansens (1924-2013) bog ’Det må aldrig blive sølle’ fra 1995 – to meget forskellige indtryk af 1920’ernes og 30’ernes Frederiksvej.

(Måske Johs. Sløk havde en dårlig dag da han huskede tilbage på barndommens gade, formand Nikolaj Vraa)

Johs. Sløk skriver: 

”Frederiksvej og Mathildevej dannede et underligt isoleret kvarter for sig. Det var ikke i kontakt med andet, eller det var lukket inde, mod øst af Frederiksberg Have, mod syd af Fasanvejens kirkegård, mod vest af ingenting, for der var hegn og jernbanelinje imellem, og mod nord af idylliske villaveje, der ikke kunne pleje omgang med plebejiske boligblokke. Og det var en anden verden, der ikke kunne beslutte sig; den stod dér år ud og år ind og vidste ikke, hvad den i grunden ville være, og derfor blev den aldrig til noget. I stedet for at sige, hvad den var, måtte man følgelig nøjes med i et væk at sige, hvad den ikke var. Den var f.eks. ikke slum, ikke rigtig slum, det var ikke et sted for proletariatet, for underkuede industriarbejdere, for bundfald og ludere i beskidte knejper. Den slags fandtes ikke på Frederiksvej.

Men der var heller ikke noget pittoresk eller interessant eller kulturelt iøjnefaldende at få blik for. Ingen steder gik man ud over nogen grænse eller fik excentriske indfald eller skabte røre ved at gøre det uventede. På Frederiksvej fandtes der ikke aristokrati i nogen af dette ords betydninger, intet åndsaristokrati, intet pengearistokrati, intet livskunstens aristokrati, intet aristokrati af blåt blod. På Frederiksvej fandtes der, når man tænker grundigt efter, ingenting overhovedet, eller hvad der fandtes var ingenting, måske fordi det aldrig havde kunnet bekvemme sig til at blive til noget som helst eller overhovedet var faldet på den idé at prøve. Frederiksvej var indbegrebet af det intetsigende, dette ubestemmelige mellem den synftige arbejders kammeratlige jovialitet og den tilknappede borgers høflige fællesskab med ligesindede, den sære opkomling, der ikke længere var, hvad den kom fra, men endnu ikke var, hvad den stilede imod, noget, der på den ene side var på vej, på den anden side netop var standset i en stivnet uforanderlighed, dette småborgerskab, for hvem der aldrig var skabt nogen kultur, men som ikke desto mindre følte sig lidt bedre og holdt på sit.

Over Frederiksvej lå kedsomheden som en uformelig dunst, ørkesløsheden, idéforladtheden. Der var aldrig fest på Frederiksvej, ingen gadefest, ingen blokfest eller opgangsfest. Man dansede ikke på Frederiksvej og ordet orgie kendtes ikke. Til gengæld sørgede man heller ikke, klædte sig aldrig, på nogen tænkelig måde, i sæk og aske. Der var ingens lystens templer eller lastens huler på Frederiksvej, men der var heller ikke bedehuse eller templer for angrende syndere eller dunkle kamre, hvor man kunne piske sig selv eller ruge over verdens forfængelighed og livets forkrænkelighed. Der var kun en købmand, et ismejeri i en kælder og en bager længere nede ad gaden, almindeligheder, men naturligvis nyttige i den daglige husholdning.

I denne småborgerskabets lidenskabsløse ikke-verden, fik jeg det første skub ud i mit livs historie, i en 3½ værelses lejlighed med koldt vand i køkkenet, Frederiksvej 39, 3.sal, tv”.

 

Holger Juul Hansen er mildere – han skriver:

”Over for indgangen til Frederiksberg Have på Søndre Fasanvej har vi Frederiksvej. I nr. 54 på 3. sal til højre flyttede vi ind. Min barndoms vej – joe, den er nok blevet lidt kønnere. Der er plantet træer, ikke et ondt ord om det. Til gengæld er pynten af vejspærringer til at overse. Ordet stille lå ikke lige på tungen, når man i 20’erne og 30’erne omtalte Frederiksvej. Ganske vist blev vejen indledt med en blomsterforretning på det ene hjørne og udstilling af gravstene på det andet.  Men tag ikke fejl af det. Selv hos stenhuggeren med de tunge gravmonumenter var der liv. Vejen var genbo til Solbjerg Kirkegård. Blomsterforretningen behøver ikke anbefalende ord. Det sørger varelageret for.

Man skal søge støtte hos de lokale handlende. En god tradition, som jeg huskede, da jeg gjorde mit første blomsterindkøb. En påskelilje til min mor. Men måske havde jeg været for længe om at vælge netop den påskelilje, som jeg syntes passede til min mor. Eller måske misforstod jeg det. Måske var det forståelse, jeg havde set i blomsterhandlerens øjne. Men jeg huskede påskeliljen, da jeg selv mange år senere kom ’bag disken’. Børn skal betjenes med omhu. Måske er det et indkøb, de altid vil huske. En rigtig gammel høkerbutik. Hvor finder man den i dag? Vi havde en, helt oppe hvor vejen endnu var ung. En stor trætønde med spegesild midt på gulvet. Under loftet hang kludesko i bundter. Rigtige kludesko, hvor overdelen i mange år havde prydet en veltjent divan, og med såler, der var skåret ud af gamle cykeldæk. Med stor snilde havde man syet herlighederne sammen med sejlgarn, smurt sålekanterne med en god portion tjære, og værsgo, så var de født – hjemmeskoene ingen glemmer. Et hverdagens kunstværk. Der var naturligvis andet end spegesild og sutsko i butikken. Der var høkeren selv. Han var lige så gammel som mange af de varer, der omgav ham. Jeg ved ikke hvor meget behov jeg i dag har for trækul, tyktflydende sirup og kandis. Men da jeg havde det, var det bare et par trin op. Thiim var leveringsdygtig. Ved siden af den ædle høker kunne man lørdag aften, hos bagermester Diderichsen, købe for 10 øre gammelt wienerbrød. Havde man gode armkræfter, fik man det også slæbt hjem. Bagermesterens friske brød var en messe værd.

Og i dag er Frederiksvej så stille. Kun i tankerne kan man åbne døren ind til fru Jørgensens viktualiebutik og møde den runde og delikate frue i den hvide kittel. Det meste, der blev rakt over disken, var hjemmelavet. Hun havde to slags leverpostej. Havde jeg fået til opgave at købe for 15 øre af luksusleverpostejen, måtte jeg glemme alt om at få surt på. Surt var de skiver af græskar, min mor syltede, camoufleret som asier.

Længere nede ad vejen stødte man på købmanden, brændselshandleren, en sadelmager og en blikkenslager og i en kælderbutik vores skomager. Vi havde det hele. Også slagtermester Dam på hjørnet, hvor Mathildevej møver sig ind på Frederiksvej. Hans artisteri med de skarpe knive sås ikke bedre i cirkus, Flot mand, denne slagtermester. Og glemmes skal det ikke, at han til jul ryddede det lille hulrum under udstillingsvinduet og fremtryllede et snelandskab med kirke, og alt, hvad der hører julen til. Et lokomotiv med tre vogne efter sig kørte rundt og fuldendte på herligste vis billedet af julen på landet. Når vogntoget arbejdede sig de ca. 75 cm op i snelandskabets fjerneste punkt kørte det ind i en tunnel. Et sekund eller to efter var det atter synligt, og på vej ned mod ens fladklemte næse mod ruden.

Julen var andet end julesang og engle. I vores egen ejendom var der et ismejeri. Det var hr. og fru Axelsens mejeri. Det gavmilde ægtepar kan ikke have haft meget privatliv. De boede i en lille lejlighed bag mejeriet. Når de fortjenstfuldt havde fået fyraften, lød der ofte et lille bank på deres bagdør. Og de æg, man havde glemt at få købt, da hønen lagde dem, var hjemme.

Til fastelavn købte de en tønde, så vejens børn kunne slå katten af tønden. I mange år var jeg udklædt som bagermester. Også da kostumet var blevet for småt. Det gjorde ikke noget, for når tønden var blevet ommøbleret til pindebrænde, blev alle inviteret på varm chokolade og hjemmebagte boller med rosiner. Rosinerne kendte jeg, men det blev bollerne ikke mindre attraktive af.

Naturligvis bød Frederiksvej på andet end fest og glæde. Der var særligt nogle sommersøndage, hvor det kunne knibe med at fornemme vingesuset. Det var de søndage, da ens kammerater var draget af sted med deres forældre. Så stod man alene på den hæsligste af alle veje. Ensomheden masede sig ind i én, og solen og varmen fik luften til at dirre. De var jo nok taget i Tivoli eller Dyrehaven. Fantasien var den sidste, der forlod én. Man kunne lige så godt gå hen og hænge sig et sted, hvor man ikke hang i vejen. Når man glædede sig til det skulle blive mandag og en ny skoleuge begyndte, måtte der jo være noget i vejen med en.

I øvrigt var jeg glad for min nye skole – Søndermarkskolen – som blev indviet i 1934, da jeg skulle begynde i fjerde klasse. Mellem skolen og Frederiksvej var der dengang et ubeboet og spændende terræn. I bogen ’At bo’ skrev jeg om dette stykke paradis blandt andet. Jeg citerer: ”Da jeg var ni år, boede jeg i en kakkelovnsforretning. Eller skal vi sige, at jeg havde en kakkelovnsforretning. Helt frem til midten af 30’erne var der en åben mark i trekanten Jyllandsvej, Roskildevej og Dalgas Boulevard. Her havde jeg min forretning. Alt hvad folk smed bort af skrammel – nej, ikke alt, men alt hvad der røg med af kakkelovnsdele, samlede jeg i mit ’krater’ midt på marken. Jeg erindrer ikke at have solgt ud af mit store lager – har sikkert heller ikke nænnet det – men beskidt blev jeg. Ikke det værste man kan blive som niårig. Når det blev aften, vendte jeg hjem for at sove hos min mor og min storebror. Det var på Frederiksvej. Hvor marken var, ligger der nu stribevis af villaer. Et ganske smukt hus knejser, hvor min forretning lå”

 

Er man interesseret i Frederiksbergs historie, kan man f.eks. kontakte Historisk-topografisk Selskab for Frederiksberg, Stadsarkivet, Frederiksberg Rådhus. Hjemmeside www.frederiksbergshistorie.dk